LIDT OM JAGTHORNETS
HISTORIE
Fra stenalderen og de ældste tider
Så snart jagten begyndte
at blive drevet nogenlunde organiseret, opstod behovet for at lette kontakten
mellem jægerne. Man har fundet sådanne fløjter af rentakker eller ben i
kulturlag fra mellemste stenalder. De frembragte en tynd og gennemtrængende fløjtetone.
For at gøre lyden stærkere og mere langtrækkende begyndte man snart at bruge
også vildoksernes lange, svajede horn, og da lystjagterne efterhånden i høj
grad blev socialt betinget, blev jagthornene en herremandsattribut. Det var jo
hovedsagelig høvdinge og fyrster, som havde mulighed for at arrangere
storjagter med mange deltagere, hvor jagthorn var nødvendige. Deres anvendelse
nævnes – ifølge Lindner – aldrig i forbindelse
med almindelige folkelove.
At
kunne blæse smukt på horn hørte til de fineste adelsmænds fornemste dyder i
middelalderen, og samstemmende vidnesbyrd går ud på, at franskmændene var de
største mestre på dette instrument. Hornmusikken bidrog i høj grad til at øge
jagtens skønhed og dramatik, og bag middelalderens jagtskildringer fornemmes de
klingende lurstød fra olifanter og uroksehorn.
I
”Kong Modus” betones, at det bedste ved vildsvinejagten er, at ”den er årsag
til så megen smuk jagtmusik”. ”Når hundene finder spor, høres en munter
jagen og et voldsomt spektakel af halsen, hujen og lyd af horn, og når senere
også koblet, som står i reserve, stemmer i, kan lyden blive så stærk, at den
overdøver torden”. Hofkapellan Grace de Buinge anså denne musik for at være
kønnere en halleluja’et i
Måske
var det dette, der fik den ironiske Erasmus af Rotterdam til at skrive følgende
i ”Dårskabens Lov” : ”Til narrene hører
også de, som ikke finder fornøjelse i andet end at jage, og som praler af den
glæde, de føler, når de hører jagthornenes afskyelige larm og hundenes hujen
og piben”.
En
slags luksusudgave af oksehornet var olifanten
(det gammel-franske ord for elfenben), som næsten fik rang af regalie. Flere
berømte olifanter er bevaret og regnes for klenodier i kirkelige og verdslige
skatkamre. Den døende grev Roland tilkaldte sin onkel, Karl den Store, fra en
afstand af tredive lieus (ca.
Da
den merovingske Kong Guntchramn – i krønikerne ofte kaldet ”den Gode”,
men med med legandarisk mangel på fordragelighed, – fik stjålet sit
jagthorn, lod han omgående et antal uskyldige mennesker kaste i fængsel og
beslaglagde deres gods, hvad der viser hvilken værdi, man tillagde dette
instrument.
Jo
længere hornets rør var, jo højere blev lydeffekten, og da oksehornene og
olifanterne i slutningen af middelalderen blev erstattet af metalhorn, corno
di caccia, fik de den stærkt svungne form, som blev forbilledet for
valdhornet og parforcehornet.
Under
de store parforcejagter i 1600-1700-tallene oplevede jagthornsmusikken sin
sidste store blomstringstid, indtil vore dages genopblomstring. De lyst
klingende trompetfanfarer hører uadskilleligt sammen med gobelinernes
rødfrakkede parforcejægere og de sølvagtige, grønne parklandskaber.
I
1800-tallet, med dets mere demokratiske jagtforhold, indskrænkedes hornene
hurtigt i format og blev lidt efter lidt til, hvad de nu er –
signalinstrumenter brugt som stenalderens fløjter af rentak og ben; - når der
bortses fra de seneste års genopblomstring af interessen for jagthornsmusik.
Kungliga
Livrustkammaren i Stockholm opbevarer et jagthorn med en interessant historie.
Det indgik allerede i fortegnelsen over grundinventaret og blev beskrevet som
”Jägare Horn medh Silfwer beslaget, forgyllt, medh Skrefne bookstafwer och
ett lijtet røtt baandh uthi”. – Ifølge professor J.A. Lundell lyder
inskriptionen i oversættelse : ”Uroksehorn af den sidste urokse i
Sochaczwdistriktet, fra Vojvoden i Rawa, Stanislaw Rodziejowski, på den tid
Starost i Sochaczew, år
Hornets
ydre kurve måler
Allerede
i den tidlige middelalder begyndte urokserne at blive så sjældne i den
vestlige del af Europa, at de blev forbeholdt de kongelige jagter. I Frankerkrøniken
berettes der om førnævnte Kong Guntchramn, som levede i slutningen af
500-tallet, at han engang opdagede krybskytteri på urokser i sine skove i
Vogeserne. Han udpegede straks en kammerherre som den ansvarlige for niddingsdåden
og lod ham stene ihjel, ”men senere angrede kongen bittert, at han for så
ringe en sags skyld var blevet af med en god tjener, som han fandt det besværligt
at undvære”. – Begivenheden viser tydeligt, hvor anset uroksen var som
kongeligt vildt.
I 1500-tallet fandtes der endnu en rest tilbage af uroksestammen i de vældige granskove mellem Polen og Litauen, hvor den skinsygt overvågedes af fyrsterne af Masowien, og nedsaltet kød, horn og skind af urokser blev snart højt skattede gaver fra Polen til forskellige fyrstehuse ude i Europa. I 1564 fandtes der nøjagtigt 8 gamle tyre, 3 ungtyre, 22 køer og 5 kalve tilbage, men det stod tydeligt nok dårligt til med formeringen, for i 1602 var antallet reduceret til 4 dyr, og i 1620 var der kun en gammel ko tilbage. Meget tyder på, at det netop er den, der sigtes til i inskriptionen på det mærkelige horn i Livrustkammeret i Stockholm.
|
|
Kilde:
Gunnar Brusewitz: ”Jagt”, Hasselbalchs
Forlag.
Jagthornet,
som vi kender det i dag
Jagthorn i den udformning
som vi kender i dag – snoede messing-blæseinstrumenter – menes at være
opstået i Frankrig, hvor det kendes så langt tilbage som i 1600 tallet, hvor
franskmændene anvendte et horn på 2,27 m. med 6-8 viklinger som de kaldte
"
Omkring 1600 tallet, lavede
tyskerne, som var nogen af de første til at anvende og lave deciderede
jagthorn, de første horn af metal; disse horn havde et specielt navn og
kaldtes "Hiftorn" – disse første horn kunne frembringe tonerne c´,g´,c´´,e´´,g´´.
- Jagthorn anvender naturtoner, hvilket kun er toner fremkommet uden brug af
ventiler; tilsammen udgør disse toner en naturtoneserie.
Omkring år 1680 udvikledes
i både Frankrig og England det, vi i dag kender som det egentlige Parforcehorn,
nemlig et horn af en omkreds, stor nok til at en rytter kunne have det hængende
over kroppen. Hornet blev da dengang kaldt for "Trompe de
chasse" og vi kan allerede da fornemme hvor det bærer hen. Rigtig tydelig
blev anvendelsen af jaghorn og blæsersignaler, først omkring 1700 tallet, da
det franske kongehus, begyndte at anvende disse som annoncering af deres
jagter. Denne aristokratiske skik bredte sig, og dette betød, at jagthornet
udviklede sig meget, og forskellige udførelser og størrelser kom frem. Hornene
var uden ventiler og fremkom derfor i et utal af varianter, stemt i hver deres
toneart, netop for at øge mulighederne for at lave forskellige toner.
En af de personer som havde størst betydning for det moderne jagthorns
popularitet, er Grev Franz Anton von Sporck (1662-1738); han var guvenør i Böhmen
og opholdt sig ved Ludvig XIV´s hof. Han tog det franske horn med sig hjem til
Bøhmen, og skabte der en stor fremgang for hornet og fik det ført frem
også i det øvrige Tyskland og Østrig. Allerede i 1700 tallet kom jagthorn
også med i andre sammenhænge end jagt, nemlig kirke- og kammermusik, og endda
specielle musikstykker, blev komponeret kun for jagthorn. Omkring midten af 1800
tallet, udviklede man det "løse mundstykke" som betød at man kunne
stemme hornet i forskellige tonearter. Denne udvikling fuldbyrdedes omkring 1815
da både tyskerne Stölzel og Blühmel opfandt ventilsystemet. Dette
indebar en revolution for jagthornet, og for alle øvrige blæserinstrumenter:
Det moderne Waldhorn var født.
Det moderne jagthorn, det vi kender i dag, kan indeles i to typer:
Parforcehornet, som har en diameter omkring 35-
I modsætning til de store horn, fik de små horn, Füirst-Pless, deres
store betydning omkring 1876, hvor det udover til jagt, også blev brugt som
militær- og posthorn. De er stemt i B dur.
Navnet stammer fra: Henrich von Pless, som var kejserens overjægermester og
ledede hoffets selskabsjagter, under disse anvendte han et sådant horn. Han
blev senere adlet og tituleret efterfølgende som "Fyrste" – deraf
navnet "Fürst Pless horn".
Et Fürst Pless horn, har en
rørlængde af ca. 130 cm og en diameter på ca.
Parforcehornet blev først anvendt i Frankrig. Ludvig XIC´s behøvede et
"hjælpemiddel" under de store beredne hestejagter" (Parforce
jagter) efter først og fremmest hjort og vildsvin. Hvert moment i jagten, lige
fra man slap hundene, til vildtet døde eller undslap, alt havde sine egne
signaler, ligesom man holdt "kontakten" alle deltagerne imellem, samt
brugte signalerne til at anspore jægere, hunde og heste til at yde det
optimale.
Parforcehornet er
En af jagthornets anvendelser i dag, udover under jagtudøvelse, er en tradition
som stammer helt tilbage fra middelalderen, nemlig "Hubertus messe"
– dette er en skik fra den katolske kirke, hvor man ærer jægerens
skytshelgen, den hellige Sank Hubertus, som hædres på Hubertusdag den 3.
november. Traditionen byder, at kirken smykkes med grønt fra skoven og at jægerne
ankommer til kirken iført jægerantræk og med deres jagtgrej, ofte ifølge med
jagthundene og det nedlagte vildt.
|
|
